Rytmiske Veje er en ambitiøs og grundig lærebog for trommesæt i 2 bind (denne bog er bind 1), for dig der underviser elever fra begynderniveau og op. Med denne udgivelse, tilhørende hjemmeside med 124 tilhørende audio øvetracks, får du et stringent tilrettelagt trommesystem, med en naturlig pædagogisk progression, der giver eleven et stærkt fundament for at spille trommer, indgå i sammenspil, lytte rytmer af, tale om musik, m.v.
Rytmiske veje giver eleven en veludviklet bevidsthed om rytmik og underdelinger og et bredt repertoire af rytmer og fills, som kan bruges inden for mange forskellige grene af rytmisk musik. Og den gør brug af følgende fire forskellige typer af øvelser der går igen, gennem hele bogen:
1. Nodelæsningsøvelser
I starten af hvert kapitel findes én eller to nodelæsningsøvelser. Formålet med disse øvelser er at gøre trommeslageren bekendt med den type rytmik, der er grundlaget for de rytmer og fills, som indgår i hvert kapitel.
2. Rytmer
Disse afsnit tager udgangspunkt i en grundlæggende instrumental teknisk færdighed på trommesættet og præsenterer en række rytmer for trommesæt, som tager udgangspunkt i denne teknik. Rytmerne har derudover en relation til det rytmiske materiale, der præsenteres i nodelæsningsøvelserne i samme kapitel. Som den sidste rytme i hvert af disse afsnit præsenteres et eksempel på anvendelse af teknikken i en konkret musikalsk sammenhæng i form af en transskriberet rytme fra en sang.
3. Fills
I disse afsnit præsenteres en række fills for trommesæt, som tager udgangspunkt i det rytmiske materiale, der præsenteres i nodelæsningsøvelserne i samme kapitel.
4. Etuder
Hvert kapitel indeholder en etude for trommesæt, som bruger de koncepter, der præsenteres i kapitlet.
Hvad indeholder Bind 1 og 2
Bind 1 introducerer de fire typer af øvelser og gennemgår elementær rytmelære og basale instrumentale færdigheder på trommesættet.
Bind 1 dækker de første 2 år af trommeundervisningen for begynderen.
Bind 2 fører de fire øvelsestyper videre og bygger ovenpå det fundament, som lægges i bind 1 og er for eleven der holder ved og fortsætter undervisningen herefter de næste 2-3 år.
Rytmiske veje kan også sagtens bruges som supplement til andre trommeundervisningsbøger.
Stinus Seierup uddyber omkring det pædagogiske koncept:
En vigtig del af det pædagogiske koncept i Rytmiske Veje, er at etablere en forbindelse mellem indlæringen af rytmisk forståelse og instrumentale færdigheder på trommesættet.
Rytmisk forståelse er den færdighed, man som trommeslager skal bruge for at kunne:
A: Beskrive det, man spiller på trommesættet, med ord og kommunikere med andre musikere om rytmiske figurer. F.eks.: “Jeg spiller sekstendedele på hihatten” eller “spil akkorden på 4 og”
B: Forholde sig kreativt til de rytmer, man kender. F.eks. “Hvordan lyder det her groove, hvis jeg vælger at lade det her slag på stortrommen komme én sekstendedel senere.”
C: Lytte trommespor fra sange af og på den måde trække på den musik, man er inspireret af, som en læringsressource.
I Rytmiske Veje starter samtlige otte kapitler med at præsentere en eller flere nye nodeværdier, og der etableres konsekvent en sammenhæng mellem det rytmiske indhold i nodelæsningsøvelserne og øvelserne for trommesæt i samme kapitel.
I Rytmiske Veje er der i alle de afsnit, der hedder ‘Rytmer 1-9’ inkluderet en transskriberet rytme fra en sang. Ved at høre og arbejde med et eksempel på anvendelse af en instrumental færdighed på trommesæt, får man en ide om sammenhængen mellem stilarter og den pågældende færdighed. Bevidstheden om, at de instrumentale færdigheder, man lærer, har en direkte forbindelse til indspillet musik, gør det også sjovere at lære at spille trommer.
Rytmiske Veje er konsekvent, med hensyn til valg og fravalg af emner. Det som er taget med i bogen, gå vi helt i dybden med.
Bogen holder sig konsekvent til brugen af stikker, 4/4, og genremæssigt holder det hele sig inden for rock/pop/soul med undtagelse af kapitel 7 i bind 2 (Synkoperet triolbaseret rytmik, swing og grundlæggende uafhængighed).
Valg og fravalg af instrumentale færdigheder i Rytmiske Veje er truffet med udgangspunkt i det overordnede pædagogiske koncept (forbindelse mellem rytmelære og sprog for trommesæt), sådan at indlæringen af vanskeligere instrumentale færdigheder på trommesæt og højere rytmisk abstraktionsniveau følges ad.
Udtalelse fra trommeslager og Docent Anders Mogensen
Stinus Seierup har lavet en super grundig grundbog for begyndertrommeslageren. Med fine audiodemonstrationer og illustrationer følges trommeeleven helt til dørs med en klart defineret trommebog! En “must have” bog både for eleven og læreren!
Anders Mogensen, Docent Syddansk Musikkonservatorium, Odense.
Om forfatteren Stinus Seirerup
Stinus Seierup (født 1991) begyndte at spille trommer som seksårig og tilbragte i sine teenageår det meste af sin fritid på den lokale musikskole. Stinus begyndte at undervise i trommer, da han gik i gymnasiet, og som studerende på først MGK i Odense og siden på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, supplerede han sin SU ved at undervise og afholde workshops på musikskoler og gymnasier som en del af Esbjerg Kommunes Kreative Orkester. Efter at have færdiggjort sin bachelor i rytmisk musik med trommer som hovedfag, flyttede Stinus til København i 2016.
Her fandt han hurtigt beskæftigelse som lærer i trommer, slagtøj og sammenspil på flere forskellige musikskoler, og det gik op for ham, at der manglede en god grundbog til undervisning i trommesæt i musikskolen på dansk. Stinus besluttede sig for at skrive bogen selv, og resultatet blev Rytmiske Veje – En Grundbog For Trommesæt.
Sideløbende med sit pædagogiske virke, er Stinus aktiv som udøvende musiker og har bl.a. medvirket på udgivelser med Mad Magpie, Spejlvendt og Ventil.
Rytmiske Veje udgives af det Danske Node- og musikforlag Stepnote Publishing. Bøgerne kan købes her
Herunder ser du Stinus